08. apr 2016

Vi speeder op for sundheden

1433 skridt, 3 glas vand, 20 minutters stående arbejde. Det er nogle af de kommentarer der i øjeblikket florerer på kontoret. Vi er gået i gang med projekt ”DAC Sund”. I 5 uger arbejder alle på kontoret med individuelle mål med fokus på, at forbedre vores almene sundhedstilstand. Uanset udgangspunktet kan alle være med. Men det er også en konkurrence, så der er præmier på højkant, og der bliver også holdt øje med hinanden. Vi har ikke hyret en professionel sundheds-peptalker til at sætte os i gang, nej, det klarer vi simpelthen selv.

 

DAC Sund Sara 

Det er spændende om vi med vores projekt kan sætte gang i en mere permanent sundere hverdag. Lige nu måler vi på antallet af skridt, hvor meget vand vi drikker og hvor længe vi arbejder stående ved skrivebordene. Ud over det så handler det også om andre individuelle målsætninger, så som minus slik og kager, motion, mere søvn.

”Der har hele tiden været fokus på, at vi skal have en sund arbejdsplads, men der er jo altid plads til forbedringer” fortæller Sara Stender, medlem af arbejdsmiljøudvalget, og uddyber ”Vi har frugtordning, alle har hæve-sænkeborde, vi har en god tradition for at deltage i motionsløb og vi taler også meget om sund mad i frokostpausen. Det gav os idéen til, at vi skulle hjælpe hinanden med, at komme i mål med mere sundhed i hverdagen.”

Vi skal ikke op på vægten efter de 5 uger, eller have målt omkredsen på vores overarme, så det bliver en mere kvalitativ vurdering der må afgøre effekten. Foreløbigt er vi nu godt igennem uge 1, og første status er, at vi kan gå på weekend med god samvittighed.